Skip to main content
At bære fortiden

At bære fortiden


At bære fortiden kan være tungt. Bærer på du på smertefulde oplevelser fra tidligere i livet, vil jeg i terapi hjælpe dig med at blive stærkere og få mere livsmod.

Vores start på livet og hele vores barndom er den vigtigste tid i vores liv. Vi er skabt til at danne tilknytning til de mennesker, vi vokser op hos, mor og far eller andre omsorgspersoner.

Vi fødes ind i verden – åbne, tillidsfulde og nysgerrige. De første mange år er vi dybt afhængige af vores forældre. Afhængige af, at de er i stand til at forstå og opfylde vores basale behov for pleje, tryghed og passende stimulering. Det har vi brug for, så vi kan udvikle os og blive sunde, kærlige, empatiske og selvstændige personer.

Vi har brug for fysisk næring og følelsesmæssig næring. Brug for at blive set, spejlet og forstået. Sådan lærer vi at rumme og regulere forskellige følelser. Det er her selvværdet dannes, og vi bliver i stand til at indgå i trygge, nære relationer.

Fortiden sætter spor

Ikke alle har oplevet at få tilstrækkeligt med tryghed, spejling og omsorg. Måske har du oplevet fysisk overlast i din opvækst? En barndom præget af kaos, usikkerhed og frygt sætter sine spor og påvirker vores måde at være i verden på – også i voksenlivet. Det sætter sig i krop og psyke som traumer og medfører problemer med selvværd og relationer. Jeg vil gå vejen med dig, så du bliver stærkere til at bære fortiden.

Måske har du oplevet en barndom, hvor de fysiske behov blev dækket og alt så pænt ud på overfladen? Men hvor ”den følelsesmæssige næring” var fraværende, mangelfuld eller ikke til at regne med? I så fald kan det være mindre tydeligt, hvad der er årsagen til, at du måske slås med problemer som lavt selvværd, tristhed, tomhed, indre uro, angst, problemer i relationer eller andre svære ting.

Vores barndom er den vigtigste tid – men også i vores voksne liv kan vi komme ud for så smertefulde oplevelser, at det sætter sig dybe spor i os. Du behøver ikke at være alene!

Igennem dynamisk psykoterapi vil jeg hjælpe dig med at forstå din historie, og følge og støtte dig i din udvikling. Målet er, at du kommer tættere på dig selv og bliver bevidst om de mønstre fra fortiden, der gentager sig i nutiden. Du får mulighed for et mere autentisk liv, og at indgå i gensidige nære relationer.