Skip to main content

​Ensomhed i selskab med andre

Ensomhed kan være mange forskellige ting. Måske forstår du ensomhed, som det at være fysisk alene, at savne nogle at snakke med, at mangle nære relationer. Det er en meget ulykkelig tilstand at være i. Ensomhed i selskab med andre er en anden måde at være ensom på.

Rigtig mange mennesker oplever en følelse af ensomhed, selv om de har både familie og venner. Hvis det er tilfældet, kan det være hjælpsomt, at se nærmere på indholdet og nærheden i dine venskaber. Og andre relationer, du har i dit liv.​

Kan du, i forholdet til din familie, venner, partner være helt dig selv? Udtrykker du dig nogenlunde frit om dine følelser, tanker, ønsker og behov? Og har du en forventning om, at du bliver hørt og mødt? At du stadig er elsket og ønsket, selv om det, du udrykker, er forskelligt fra deres tanker og ønsker? Og derfor måske kan give uenighed.

Ensomhed i selskab med andre

Føler du ensomhed? Og skjuler du dig?

Hvis dit typiske mønster er, at holde inde med vigtige sider af dig selv, i forholdet til andre, kommer du i virkeligheden til at skjule dig. At sætte en maske på, som dækker over den dig, der er inde bag ved masken. Dette kan du måske gøre fordi du, bevidst eller ubevidst, vil gøre alt for at undgå en konflikt. Eller bare hvad der kan minde om en mulig uenighed. Måske bare tanken om uenighed giver dig uro og ubehag.

Det kan være at du ”skjuler dig”, fordi du har en forventning om, at andre tænker negativt om dig. Eller bare er uinteresseret i den dig, der er inde bagved masken. Du har måske en tanke om, at det kan såre andre, hvis du udtrykker din forskellighed. Eller at deres behov er vigtigere end dine. Måske er dette mønster blevet en indgroet vane. Så indgroet, at du ikke engang selv mærker mere, hvad dine ønsker og behov er. Du tænker måske om alting, at det ene kan være lige så godt som det andet. På den måde bliver alting lidt ligegyldigt og du bliver nærmest ”usynlig”.​

Er det gået så vidt, at du har mistet fornemmelsen af, hvad der er vigtigt for dig? Eller har du bare opgivet at blive set, hørt og anerkendt?​

Uanset hvad årsagerne måtte være til, at du skjuler dig bag denne maske, eller har mistet fornemmelsen for dig selv, så kan dette være en væsentlig kilde til, at du måske føler ensomhed i selskab med andre. Også selv om du har både familie og venner.

Dine følelser er vejviser

Vil du finde vejen tilbage til dig selv, og vide hvad der vigtigt for dig? Så er følelserne vigtige vejvisere. Glæde, vrede, ked af det, begejstring, lyst og ulyst, og alle andre følelser, er et af vores vigtigste redskaber til at navigere i livet.

En vej ud af den ensomhedsfølelse, som du måske kender, selv om du har familie og venner, kan være, at lære at mærke og udtrykke dig. At blive synlig og vove at lægge masken fra dig, og komme ud med dig selv. Det vil give mulighed for mere nærhed og ægthed i dine relationer – på godt og ondt. Og mere livfuldhed i livet!​