Skip to main content

​Meditation reducerer stress – begynd i dag

Hvorfor er I terapeuter så glade for meditation? Det spørgsmål fik jeg af en som kom i min klinik. Det korte svar er, at det er fordi meditation reducerer stress og styrker immunforsvaret. Derfor anbefaler jeg så gerne meditation til mennesker, som er kommet ud af balance pga. stress.​

​Man har gennem mange år forsket i virkningen af meditation. Bl.a. via hjerneskanninger på buddhistiske munke. Og lavet forsøg med hjerneskanninger blandt ”almindelige mennesker” som ikke før har mediteret, men som har gået i et 8 ugers træningsforløb med meditation.

Meditation giver positive forandringer I hjernen

Resultaterne af undersøgelserne viser samstemmende, at meditation påvirker hjerneaktiviteten. Ikke bare under selve den meditative fase, men også i dage og uger efter.​

Meget tyder på, at meditation får nye nerveforbindelser til at opstå i hjernen, så man tænker mere positivt. Og samtidig dæmpes frygt og aggression. Det er sådan meditation reducerer stress.​

Hjerneskanningerne under meditation er blevet sammenlignet med tilsvarende skanninger under normal hvile. Det viste sig, at nogle steder i hjernen blev kraftigt påvirket af den meditative tilstand.​

Det center som kontrollerer vores personlighed, humør, følelser og temperament findes i højre og venstre del af pandelappen. Hvis højre halvdel er mest aktiv, vil vi ofte have et negativt livssyn og et dårligt humør. Under meditation skifter aktiviteten over i venstre side, så man bliver gladere og mere positivt indstillet. Hvis man regelmæssigt mediterer, kan denne tendens blive permanent.

​I hjernens indre ligger amygdala, som er en del af hjernens limbiske system. Herfra kontrolleres stærke, negative følelser som raseri og frygt. Også stress er blevet knyttet til øget aktivitet i amygdala. Meditation kan dæmpe hjerneaktiviteten i amygdala, så man bliver roligere og mere afbalanceret i stressede omgivelser.​

Det har også vist sig, at mennesker, med en relativt større aktivitet i den venstre del af pandelappen, har nemmere ved at komme sig over ubehagelige oplevelser, end andre ”almindelige mennesker”.

Forsøgspersonernes følelsesmæssige reaktioner er blevet iagttaget ved forskellige tests under og efter meditationsforløbet.

Man har bl.a. fulgt deres fysiologiske reaktioner via puls og blodtryk.​

Meditation reducerer stress

​Meditation reducerer stress og styrker immunforsvaret

Humørcentret i pandelappen menes også at kunne påvirke hormonproduktionen i f.eks. hypotalamus. Det er et område i hjernen, der er med til at regulere kroppens immunforsvar. Meditation stimulerer derved immunforsvaret, så vi er bedre rustet mod sygdomme.​

Efter bare 8 ugers meditation kan man se en forbedring af immunforsvarets tilstand. Det ser man ved at tælle antallet af de mange forskellige celler, der bekæmper sygdomme og infektioner i kroppen. Men stopper man meditations-øvelserne i en længere periode, bliver disse celler inaktive igen.​

Derfor anbefaler jeg så gerne meditation som et redskab til at reducere stress, angst og negative tankemønstre. Om det så er meditation med mantra, mindfulness meditation, eller guidet kropsmeditation må du vælge som det passer bedst til dig.​

Det er nemt og ligetil at starte. Jeg har lavet et par kropsmeditationer, som du er velkommen til at prøve, hvis du har lyst. Find dem her: meditation i skoven og på stranden.